Konrad og Monika Schlör driver en lille familievingård i Reicholzheim i Tauberfranken i det nordlige Baden. Det er lykkedes Konrad og Monika at opnå høj grad af anerkendelse, ikke mindst for deres vine på den ret ukendte druesort Schwarzriesling, som er bedre kendt i Frankrig under navnet Pinot Meunier, hvor den i Champagne ofte indgår i blanding med Pinot Noir og Chardonnay. Schlörs schwarzriesling er formodentlig den bedste vin på denne druesort uden for Champagne. I 2010 blev Schlör optaget i den prestigefyldte VdP-organisation (som eneste vingård fra Tauberfranken) og blev i 2016 af den førende tyske vinguide Eichelmann tildelt den meget prestigefyldte pris for værende Tysklands bedste rødvinsproducent. Fire stjerner i ovennævnte guide samt i Gault-Millau taler da også sit klare sprog. Både Schlörs Spätburgunder og deres Schwarzriesling stammer fra de to marker First og Satzenberg, hvoraf førstnævnte er klassificeret Grosse Lage af VdP. Stilen er relativt mørke og tætte rødvine, som vil overraske mange med fordomme om tyske rødvine.